TOVE´S OG ERIK´S SCHIPPERKER

Hermed et par ord om vores Schipperker, hvilken race vi har haft siden 1982, da vi fik tæven Rie (Lille Eje Rie) som lille hvalp. Det var bare hunden for os.

Rie, født 2/7-82 På vagt i vindueskarm

Den lille skipper

Vi anskaffede hende efter at vi havde læst en beskrivelse af racen, der blev omtalt som

fremragende skibshunde, lærenemme, trofaste, livlige, selvstændige o.s.v. o.s.v.

En skibshund måtte vi eje, og alt det andet var også fint, så vi drog til kennel Lille Eje ved Fakse.

Der blev vi modtaget af en sværm af de små sorte djævle, der sprang omkring os, så vi

havde problemer med at komme ind. Vi var faktisk ved at fortryde og køre hjem igen, men

tog os sammen og gik ind i stuehuset, hvor vi blev modtaget med åbne arme af hr. og fru Larsen og af flere af de små djævle, bl.a. en lille sort uldklump, der med al sin charme erklærede, at den godt kunne lide os, og så var vi solgt, og Rie købt.

Senere, i 1987, fik vi tævehvalpen Mira (Lille Eje Miranda), som var lige så dejlig som Rie. Hun blev straks accepteret af Rie, først som plejebarn og senere på betingelse af,

at Rie, ganske naturligt, blev overhunden. De hyggede sig og legede fint sammen.

Mira, født 28/2-87

I 1991 fik Rie en rygskade og blev delvis lammet i bagkroppen, hvilket var meget pinefuldt

for hende og os. Det gik også ud over Mira, der nu blev trynet gevaldigt af Rie. Vi måtte så lade Rie aflive sidst på året, da dyrlægen ikke kunne gøre andet for hende. Det var en sort dag for os. Rie blev således kun 9½ år.

Mira var nu alene, dog havde hun vores datters papillon Blondie at lege med. Da Blondie ikke var mere i 1998, besluttede vi meget hurtigt, at Mira skulle have en ”lillesøster”. Det blev så Kanya (Magisters Kanya). Valget af hende var let, da hun var den eneste tæve, kennel Magisters i Fårevejle havde på det tidspunkt. Hun var knap 4 måneder gammel, fordi hun var taget tilbage fra en køber, der ikke kunne håndtere hende. Vi tog chancen og har ikke fortrudt det.

Hun er vores første ”Skipper” med hale, dog ikke en hel hale, da hun som ganske lille af en af hendes søskende fik bidt et lille stykke af den, hvorfor hun ikke bærer den liggende på ryggen som normalt, men oprejst i en flot bue.

Kanya, født 1/6-98

Mira og Kanya leger

Hun blev modtaget med åbne poter af Mira, og de havde det dejligt sammen. Da Kanya blev voksen, overtog hun pladsen som førerhunden. Det virkede naturligt, fordi hun var meget større end lille Mira, der nu var ved at få problemer med øjnene, og efterhånden

gik ind i alting, der ikke var hvor det plejede at være. Venskabet mellem Kanya og Mira var også begyndt at smuldre, så det var ikke et godt liv for Mira mere. Dyrlægen måtte så aflive Mira i juni 1999. Hun blev altså kun 12½ år gammel.

Så måtte vi have en ny hvalp, og det blev Luna (Magisters Luna), som vi hentede i Fårevejle den 28. juli 1999. En lille halvsøster til Kanya, 8 uger gammel. En herlig hvalp,

der straks faldt til hos os og Kanya

Luna, født 4/6-99

Kanya og Luna soler sig

Kanya og Luna havde det fint sammen. De legede så det var en fryd at se på. Når de blev

sluppet løs i skoven, spænede de af sted som et par, og kom begge to på plads samtidigt

når vi kaldte på dem. Når vi gik tur med dem i snor, gik de ofte side ved side, helt tæt så

de nærmest gnubbede hinanden. Det var meget charmerende. Denne kærlighed skulle ikke vare ved. I april 2000 var vi 14 dage i sommerhuset i Rørvig. Da den første tid var gået, gik det galt. Pludselig, inde i huset, startede de et gevaldigt slagsmål, så blodet flød og vi havde svært ved at skille dem ad og isolere dem fra hinanden. Vi holdt dem så isoleret fra hinanden i et par dage. Vi gik tur med dem, en

ad gangen, hvorefter vi så havde dem begge med. Det gik fint et par dage. De gik tæt op ad hinanden, og vi håbede, at alt nu igen var som det skulle være.

Vores håb kunne vi så glemme, da de igen startede et blodigt slagsmål. Efter dette måtte

vi så holde dem adskilt i resten af ferien. Blot ved synet af hinanden snerrede de nu.

For at få dem med hjem i bilen, fik vi af vores dyrlæge sendt en recept til apotek i Nykøbing på hundesovepiller, og de fik hver en før vi startede hjemkørslen. Vi var meget

nervøse for den tur, men det gik godt . Kanya og Luna småsov pænt hele vejen, og efter hjemkomsten kunne vi bære dem ind til opvågning i hvert sit værelse.

Efter den tid kunne de i perioder opføre sig pænt sammen, men vi måtte være på vagt.

En vandpistol var et godt våben til at stoppe dem i tilløb til spektakler, men det var ikke

en løsning, der kunne blive permanent. Luna blev mere og mere nervøs for Kanya, og vi

måtte efterhånden holde dem helt fra hinanden.

Vi prøvede at få gode råd, dels hos hundepsykologer, der egentlig ikke kunne give gode

og effektive anvisninger, og dels hos vores dyrlæge, der anbefalede, at vi fik steriliseret

Kanya, hvilket vi ikke var meget for, men til sidst lod vi Kanya sterilisere. Der skulle så gå

2 – 3 uger, efter hvilke, ifølge dyrlægen, Kanya skulle blive mere medgørlig. Det blev hun

bare ikke.

I hele perioden havde vi kontakt med opdrætteren, der var meget hjælpsom og forstående.

Vi kunne til sidst ikke se anden udvej end at skille os af med Luna, selvom det ville gøre

ondt, for vi holdt meget af hende, den lille charmetrold. Vi blev så enige med opdrætteren

om, at de ville tage hende tilbage i folden.

Den 1. oktober 2000 kørte vi så med Luna til Fårevejle og afleverede hende. Det var en sort dag for os, men vi trøstede os med, at Luna, det lille forsømte og sky kræ, ville få det godt igen, hvilket hun, efter en periode med genoptræning og socialt samvær, gjorde, og

nu har det som en Schipperke skal have det. Hun er oven i købet blevet noget af en

præmiesluger. Vi kan stadig savne hende, men er glade for, at hun har det fint nu.

Kanya med Sally (Sallyenøje)

Hermed slutter dette resumé om vore Scipperker i de sidste 20½ år

Med venlig hilsen fra Kanya´s mennesker, Tove og Erik

Virum den 11. januar 2004